Nanak

Nanak, stifteren af Sikh'ernes religion, født 1469 i nærheden af Laore, død 1538. Han var søn af en landmand af kshattriya-kasten. Informationerne om ham er næsten kun indbyrdes modsigende legender. Han havde ingen skoleuddannelse, og de vers af ham, som findes i Sikh'ernes bibdel (Granth), er i alle henseender middelmåddige. De viser, at han aldrig har tænkt på at stifte en egen religion, men kun (som alle hinduismens religiøse autoriteter) vise folk vejen til "befrielse" (fra sjælevandringen) eller Nirvana, ud fra de samme, i teorien panteistiske, i gennemførelsen deistiske forudsætninger som alle andre hinduer (jævnfør Brahman). Hans anvisninger dertil er meget magre; man skal mumle det højeste væsens (sædvanlig kaldet Haris) navn, vise lydighed mod Guru'en (i dette tilfælde Nanak selv) og dø fra verden i bevidstheden om at være et med det absolutte. At disse ganske ordinære elementer senere er blevet udgangspunkt for Sikh'ernes samfund og religion, kan måske til dels forklares ved, at han holdt sine disciple fra at blive tiggermunke, og især at han selv udnævnte sin efterfølger i guru-værdighede, nemlig ikke en af sine sønner, men sin tro tjener. Kasterne angreb ham ikke, men tog intet hensyn til dem. De følgende Sikh-guru'er kaldte sig officielt Nanak, og Nanak blev nu betragtet som en avatara, der inkarnerede sig i hver følgende guru.